Indlæg

Guide til førstehjælp: kom sikkert gennem påsken!

Mange dyreklinikker er lukket i påsken. Du skal derfor på vagthospitalet, hvis skaden sker.

Vi alle elsker vores kæledyr, og vi håber ikke at skulle akut til dyrlægen!

Her får du derfor tips & tricks til, hvordan du kan undgå skaden sker ved brug af  sund fornuft og rettidig omhu.

Dernæst kommer mine råd til, hvad du skal gøre, hvis ulykken sker.

Husk at de givne råd IKKE kan erstatte en opringning eller måske et besøg hos dyrlægen. Det er kun en vejledende guide til håndtering af mindre problemer!

Er du på i tvivl om dit dyrs helbred, så kontakt en DYRLÆGE.

Kontakt IKKE Google eller Facebook!

 

Påskens farer: 

  • Påskeliljer, andre liljer og mange forårsbebudere som krokus og tulipaner er giftige for dyr. Særligt katte kan synes, de er sjove at nippe til.  Har du altankasse? Pas på blomster som hortensia og fuchsia, de kan være giftige for katten.
  • Sæt planterne langt væk fra dine dyr, eller endnu bedre – DROP DEM (altså planterne ikke dyrene)!
  • Fjer og påskepynt er lige noget i særdeleshed for katten at lege med. Pas på, dyrene ikke spiser pynten. Det kan føre til alvorlige maveproblemer, der kræver akut besøg hos dyrlægen.
  • Hæng IKKE levende lys lavt på bordet i halehøjde: brændt pels er ikke godt.
  • Hæng IKKE glaskugler, fine påskeæg m.v. på troldegrene og lignende  i halehøjde: knuste kugler = knuste poter.
  • Giv IKKE hunden for meget fed mad fra påskebordet. Det kan give akut mavekneb, der kræver øjeblikkelig dyrlægebesøg.  Hunden skal nok indlægges og en stor regning samt sorg i sindet venter.
  • Har du lige fået hvalp? Husk at hvalpen skal have rigtig meget ro. Selvom hunden virker til at være “helt gearet”, betyder det ikke, det er godt for den at være med i selskabet i flere timer. Giv hvalpen fred og ro.

 

NÅR ULYKKEN SKER…

  • Forgiftning: Ved mistanke om forgiftning af f.eks. en giftig plante, kontakt dyrlægen. Giv dyret aktivt kul og prokolin, zoolac eller diapaste  for at begrænse skaden. Har du ikke dette i huset? Giv lidt brød, der kan “suge” i mavesækken.
  • Brændt dyr: Dyrets pels tager nemt mod ild, så huden brændes hurtigt. Brandsår skal behandles med rigelige mængder af koldt vand. Tag eventuelt dyret under en bruser. Tager du til dyrlægen med dyret, skal du tage koldt vand med under transporten, så brandsåret afkøles hele tiden.
  • Skåret pote: Tag poten i en skål med lidt sæbevand. Skyl skidt væk fra poten, så du kan vurdere omfanget af skaden. Hvis der er lavet et dybt sår, skal dyret selvfølgelig til dyrlægen. Læg en let forbinding på poten, alternativt kom en bomuldssok op om poten. Dette vil både beskytte såret og hindre dyret i at lave yderligere skade ved at slikke på såret. Giv dyret en krave på, hvis du har sådan en derhjemme.
  • Spist påskepynt: Begynder dit kæledyr at blive dårlig og og kaste op, skal du tage den til dyrlægen.
  • Skader på øjet: Hvis dyret virker generet i øjet, kan du dryppe med saltvandsdråber, der fås i håndkøb på apoteket. Brug ikke kamillete og kogt vand. Undgå at hunden klør i øjet med poten, det kan gøre en lille skade stor, hvis hornhinden ridses af en pote. Giv dyret en krave på – alternativt en sok på poten, indtil du kommer til dyrlægen. Hvis en hund har skade på hornhinden, SKAL den til dyrlægen.
  • Dårlig mave, her skelner jeg mellem, om der er opkast og / eller diarré:

Opkast: Kaster dyret op, så fjern mad og vand allerførst, så du har styr på, hvad der indtages.

Ved lettere opkastninger, skal dyret ikke faste i 24 timer.

Når man er fastet – eller har kastet alt mad op gennem et stykke tid – er blodsukkeret i bund. For lavt blodsukker giver kvalme. Kvalme kan fjerne appetitten og yderligere fremprovokere opkastfornemmelsen, når der endelig serveres mad.

Når dyret har været uden mad i 2-3 timer, giv det lidt honning ind på kinden (honning kan ikke “spyttes” ud) eller sukkervand, begge dele går direkte i blodbanerne. Hermed vil blodsukkeret stige og kan fjerne noget af kvalmen. Vent cirka 45 min og giv dyret en lille bitte portion mad f.eks. udkogte ris og lys fisk/kogt kylling.

Den type mad optages hurtigt i systemet og kræver ikke, maven skal på hårdt arbejde.

Har du mistanke om, dyret har spist en spids genstand? Giv “slikasparges” fra dåse! De vikler sig rundt om ting og kan hjælpe med at få en spids genstand til at passere nemmere gennem tarmsystemet.

Fortsætter hunden med at brække sig, skal du søge dyrlæge.

Diarré: Har dyret diarré, skal der også gives let fordøjeligt mad. Hvis der ikke også er opkastninger, skal maden gerne indeholde nogle fibre.

Fibre binder væske og gør alt ikke “suser” gennem tarmen.

Kom f.eks. lidt fibre i form loppefrøskaller (Urtekram laver produktet, det kaldes også psyllium eller HUSK) på maden.

Du kan også give dyret et stykke rugbrød eller komme rå reven gulerod i maden.

Giv gerne et tilskud af mælkesyrebakterier, der er med til at stabilisere mave og tarm. Skånekost kan også købes færdiglavet hos dyrlægen.

Vigtigt: EN KAT MÅ IKKE GÅ ET DØGN UDEN AT SPISE. Tag til dyrlægen hvis du oplever dette. 

GIV OM NØDVENDIGT KATTEN MAD MED EN ENGANGSPRRØJTE, SÅ DEN TVINGES TIL AT SPISE.

BLEND KATTENS ALMINDELIGE FODER MED VAND, TRÆK DET OP I SPRØJTEN OG GIV DET DIREKTE I MUNDEN.

Er dyret meget slapt eller du er i tvivl: GÅ TIL DYRLÆGEN!

 

Tjekliste til dyrets hjemmeapotek:  

Disse ting kan du med fordel have stående hjemme. Så er du beredt, hvis ulykken sker…

  • Bomuldssok og sportstape til at holde sokken på plads til brug ved skåret pote.
  • Saltvandsdråber fra apoteket.
  • En mild sæbe til rens af poter og sår.
  • En skærm/krave , fås enten som “badering” eller en stiv plastikkrave.
  • Loppefrøskaller (Urtekrams produkt forhandles blandt andet i Irma og Menu).
  • Frossen torsk, torskerogn på dåse og ris. Så kan du nemt lave skånekost.
  • Engangssprøjter, så kan sprøjte lidt mad ind, hvis dyret ikke spiser.
  • Færdigproduceret skånekost fra dyrlægen, f.eks. Royal Canins Gastrointestinal eller I/D fra Prescription Diet.
  • Aktivt kul.
  • Baby zinksalve eller Kovalinesalve (fås hos dyrlægen) til at smøre på smårifter og røde irriterede poter.
  • Slikasparges på dåse.
  • En pose, der kan lægges i fryseren og bruges til et koldt kompres.

Med disse tips og tricks kommer du og dine dyr forhåbentlig sikkert gennem påsken!

Så kan I fokusere på at hygge jer sammen. Hunden i særdeleshed er et flokdyr og elsker, når hele familien er samlet 🙂