De besjælede dyr

Hvornår er man for gammel til at have sine tøjdyr stående fremme?  

Jeg har selv for et stykke tid siden givet mit elskede tøjdyr et nyt sted at bo. Den begyndte at fylde lidt for meget i sengen på den upassende måde. Hvornår det helt præcist skete er en sag mellem Ninus og jeg (og nej, det er ikke lang tid siden).

Hun var ikke glad, og jeg arbejder stadig på at genoprette relationen. 

Ninus har  gennem årerne har været årsag til MANGE ekstra køreture for mine forældre. Var Ninus var glemt ude? Så er alt håb ude. Ninus skulle reddes hjem igen, uanset omkostningerne. 

Ninus var nemlig med overalt. Blev den af en eller andet grund glemt, så brød min verden sammen. Verdensordenen blev ikke genoprettet før Ninus var på plads i mine arme igen. Er man tilstrækkelig ked af det længe nok, så plejer det at jo at virke, som det skal.. 

Ninus har gennem årene været udsat for meget: vask og klipning, påtegning af øjenbryn og meget mere, men alligevel er den overlevet i bedste velgående.  

Hvorfor er det at et lille tøjdyr kan indtage så stor en plads i vores bevidsthed som børn (og voksne)?  

Lola Baidel mente, det er  fordi, vi ”besjæler” dyrene.

 Den sjæl repræsenter tryghed og nærvær, en ven man altid kan betro sig til, og som aldrig svigter. 

Mange vil måske kunne nikke genkendende til, man efter barnestadiet stadig indimellem finder tøjdyrene frem, hvis man er trist og verden er uretfærdig. 

Har du planlagt at give dit barn et sødt tøjdyr, så skal du vide, hvad du potentielt set sætter i gang. Besjælingen starter nemlig allerede den dag, du køber dyret og glæder dig til at give det til en, du har nær. Verden bliver ikke den samme igen, og du må være klar på at tage konsekvensen.

I dagens anledning fandt jeg Ninus frem. Jeg blankt erkende, Ninus IKKE blev sat  på plads, men i stedet indtager sengen de næste par dage…

 Hvordan mon jeres Ninus ser ud?