Hvad er hundeloven?

Hundeloven er den centrale lov, der regulerer hundehold i Danmark. Den gælder for alle hundeejere – ikke kun ejere af bestemte racer – og fastsætter en række af de regler og det ansvar, der følger med at have hund.

Den gældende lov kan findes på Retsinformation under Hundeloven, lovbekendtgørelse nr. 329 af 2. marts 2021, med senere ændringer. Hvis man selv ønsker at finde loven, kan man søge på “Hundeloven” på Retsinformation.

Loven handler blandt andet om, hvordan hunde skal mærkes og registreres, og om reglerne for hundetegn (§ 1). Den indeholder også regler om ejerens pligt til at holde hunden under kontrol, herunder regler om snor og løsgående hunde (§ 3), og om politiets muligheder for at gribe ind, hvis en hund skaber problemer eller udgør en risiko.

Hundeloven spænder derfor langt bredere end den del af loven, der handler om de 13 forbudte hunderacer.

Hundeejerens ansvar

Et grundlæggende element i hundeloven er ejerens ansvar for hunden. Som hundeejer har man pligt til at sørge for, at hunden ikke strejfer omkring eller er til fare eller væsentlig gene for andre.

Loven giver samtidig politiet mulighed for at gribe ind og stille krav til den måde, en hund holdes og håndteres på (§ 6). Afhængigt af den konkrete situation kan der blandt andet blive tale om krav om snor, mundkurv eller særlige foranstaltninger omkring det sted, hvor hunden opholder sig.

Hundeloven indeholder også regler om hundeejerens erstatningsansvar for skader, som hunden forvolder, samt krav om ansvarsforsikring (§ 8).

Når en hund bider eller udviser farlig adfærd

En væsentlig del af hundeloven handler om situationer, hvor en hund bider et menneske eller et andet dyr, eller hvor dens adfærd på anden måde giver anledning til bekymring.

Her kan politiet efter reglerne i blandt andet § 6 undersøge sagen og træffe afgørelse om forskellige indgreb. Det kan eksempelvis være påbud om snor eller mundkurv og i de alvorligste tilfælde afgørelse om aflivning.

Det betyder, at hundeloven ikke alene regulerer, hvordan man må holde hund. Den giver også myndighederne mulighed for at træffe meget indgribende afgørelser om den enkelte hund.

Reglerne om de 13 racer er kun én del af hundeloven

Den del af hundeloven, som ofte får størst offentlig opmærksomhed, er forbuddet mod besiddelse og avl af 13 bestemte hunderacer samt krydsninger, hvori en eller flere af disse racer indgår (§ 1 a).

Men raceforbuddet er kun én del af loven.

En hundeejer kan derfor komme i en hundelovssag, selv om hunden ikke har nogen forbindelse til en af de 13 racer. Det kan eksempelvis ske på baggrund af en episode med bid, hundens adfærd, manglende overholdelse af et påbud eller andre forhold, som reguleres af hundeloven.

Det er vigtigt at forstå, fordi debatten om hundeloven let kommer til kun at handle om raceforbuddet. De retssikkerhedsmæssige spørgsmål ved loven er bredere og kan berøre helt almindelige hundeejere med hunde af alle racer og blandinger.

Fra almindelige regler til meget alvorlige afgørelser

Hundeloven spænder meget bredt. I den ene ende findes helt almindelige regler, som langt de fleste hundeejere møder i hverdagen – eksempelvis mærkning, registrering og hundetegn (§ 1), regler om at holde hunden under kontrol (§ 3) samt ansvarsforsikring og erstatningsansvar (§ 8).

I den anden ende findes regler, der kan føre til påbud, bøder, pensionsanbringelse og i sidste ende aflivning af en hund.

Netop derfor er det vigtigt, at hundeloven ikke kun vurderes ud fra enkelte bestemmelser. Man er nødt til at se på hele lovens opbygning, hvordan den administreres i praksis, hvilket fagligt grundlag afgørelserne træffes på, og hvilken retssikkerhed hundeejeren har, når myndighederne griber ind.

Og her bliver systemet mere kompliceret, end de fleste hundeejere formentlig er klar over. For hvis man først havner i en hundelovssag, kan det, der for ejeren opleves som én sag om én hund, i praksis blive opdelt i flere forskellige sager med forskellige journalnumre, regler og klagemuligheder.

Hvordan er en hundelovssag bygget op?

Noget af det, der gør en hundelovssag vanskelig at gennemskue for den almindelige hundeejer, er, at det, man selv oplever som én samlet sag om sin hund, i praksis kan være opdelt i tre forskellige sager med hvert sit journalnummer, forskellige regler og forskellige muligheder for at klage.

1. Pensionsanbringelsen

Hvis politiet beslutter, at hunden skal anbringes i pension, mens sagen behandles, har pensionsanbringelsen sit eget journalnummer. Denne del af sagen behandles forvaltningsretligt og kan påklages til Rigspolitiet.

Det kan få meget store konsekvenser. En hund kan opholde sig i pension i lang tid, mens sagen behandles, og samtidig kan der opstå betydelige udgifter for ejeren. For hunden betyder det desuden en adskillelse fra dens ejer og vante omgivelser.

2. Selve hundelovssagen

Selve hundelovssagen har et andet journalnummer. Det er her, der kan træffes afgørelse om eksempelvis påbud om hegn, mundkurv eller snor – eller i sidste ende om aflivning.

Denne afgørelse kan påklages til Rigspolitiet.

Hvis ejeren efter den administrative klagebehandling ønsker at få afgørelsen prøvet ved domstolene, er udgangspunktet, at ejeren selv må tage initiativ til at indbringe sagen. Det kan være både juridisk vanskeligt og meget bekosteligt for den enkelte hundeejer.

Det er værd at holde fast i, at der kan være tale om en afgørelse med en uigenkaldelig konsekvens: at hunden bliver aflivet. Derfor er det afgørende, at retssikkerheden, dokumentationen og mulighederne for reel prøvelse er i orden.

3. Bødesagen

Hvis sagen samtidig fører til en bøde, behandles denne som en særskilt strafferetlig sag med sit eget journalnummer.

Bødesagen følger dermed et andet retligt spor end de administrative afgørelser om selve hunden og kan prøves ved domstolene.

For hundeejeren kan én hændelse omkring én hund altså udvikle sig til flere parallelle sagsforløb. Det kræver, at ejeren kan finde rundt i forskellige journalnumre, regler, klagemuligheder og rettigheder – samtidig med at vedkommende måske står midt i en meget følelsesmæssigt belastende situation.

Hundeloven står ikke alene

Kompleksiteten stopper heller ikke ved selve hundeloven. Hunde og hundehold berøres også af en række andre lovgivninger og regelsæt.

For den almindelige hundeejer kan det derfor være meget vanskeligt at danne sig et samlet overblik over, hvilke regler der gælder, hvilke rettigheder man har, og hvad man skal være særligt opmærksom på, hvis man pludselig bliver part i en hundesag.

Det er i sig selv et retssikkerhedsmæssigt problem. Lovgivningen skal naturligvis kunne håndtere alvorlige hændelser med hunde, men borgeren skal samtidig have en reel mulighed for at forstå sin sag og varetage sine rettigheder.

Bevisbyrden er ikke kun relevant i racesager

Mange forbinder spørgsmålet om omvendt bevisbyrde med racesagerne og de 13 forbudte hunderacer. Her kan en hundeejer under bestemte betingelser blive pålagt at dokumentere, at hunden ikke tilhører eller er en krydsning med en af de racer, der er omfattet af forbuddet.

Men spørgsmål om bevis og dokumentation opstår også i bidsager. Her kan det være vanskeligt efterfølgende at fastslå præcist, hvad der er sket, hvordan en episode er opstået, og hvilken rolle de involverede mennesker og dyr har haft.

Det bliver særligt problematisk, hvis en anmeldelse sker i forbindelse med en eksisterende konflikt mellem mennesker – eksempelvis nabostridigheder, skilsmisser, uvenskab eller andre personlige konflikter.

Det betyder ikke, at anmeldelser ikke skal tages alvorligt. Tværtimod. Men når konsekvensen af en sag kan blive meget alvorlig for både hund og ejer, skal afgørelsen bygge på et så sikkert og objektivt grundlag som muligt.

Når myndighederne kan træffe en afgørelse, der i sidste ende kan betyde, at en hund bliver aflivet, bør der stilles meget høje krav til både dokumentationen og hundeejerens retssikkerhed.

Hvor mange hundelovssager har der været?

Siden ændringen af hundeloven i 2010 har politiet ifølge de foreliggende oplysninger haft mere end 50.000 hundelovssager.

Det er et meget stort antal sager og viser, at hundeloven ikke kun vedrører ganske få hundeejere eller enkelte ekstraordinære tilfælde. Gennem årene har tusindvis af hunde og deres ejere været berørt af sager efter hundeloven.

Sagerne kan være meget forskellige. De kan blandt andet handle om bid og andre hændelser med hunde, mistanke om en af de 13 forbudte racer eller krydsninger heraf, påbud om snor eller mundkurv, pensionsanbringelse, bøder og i de alvorligste tilfælde afgørelser om aflivning.

Hundelovssager kræver store ressourcer

Hundelovssager kan samtidig være meget ressourcekrævende. Det gælder både politiets sagsbehandling, klagesager, eventuelle pensionsophold og i nogle tilfælde efterfølgende retssager.

Politiet har også selv beskrevet hundesager som ressourcetunge i årsrapporter.

Når der siden 2010 har været mere end 50.000 hundelovssager, og systemet samtidig kræver betydelige ressourcer og kan have meget alvorlige konsekvenser for de involverede, er det rimeligt at stille det helt grundlæggende spørgsmål: Virker loven efter hensigten?

Forebygger hundeloven alvorlige hændelser?

Formålet med en hundelov må blandt andet være at skabe sikkerhed og forebygge alvorlige hændelser med hunde.

Derfor bør vi også løbende undersøge, om reglerne faktisk har haft den ønskede effekt.

Hvordan har antallet og karakteren af alvorlige hændelser med hunde udviklet sig siden ændringen af hundeloven i 2010? Hvilke dele af loven virker? Hvilke gør ikke? Og findes der andre tiltag, som kan skabe større sikkerhed og samtidig sikre en bedre retssikkerhed?

Det afgørende er ikke alene, hvor mange sager politiet behandler. Det afgørende er, om loven faktisk forebygger alvorlige hændelser og skaber større sikkerhed.

En lov bliver ikke nødvendigvis god, alene fordi intentionen bag den er god. Vi skal også turde undersøge, om den virker i praksis.

En revision af hundeloven bør derfor også undersøge udviklingen siden 2010: Hvor mange sager har der været? Hvilke typer sager drejer det sig om? Hvor mange hunde er blevet aflivet eller pensionsanbragt? Hvor længe varer sagerne? Og vigtigst af alt: Kan vi dokumentere, at den nuværende hundelov har gjort Danmark mere sikkert?

Når en lov berører så mange mennesker og dyr og samtidig kan have så alvorlige konsekvenser, bør vi kende svarene.

Derfor bør vi se på hele hundeloven

Debatten om hundeloven bliver ofte reduceret til spørgsmålet om de 13 forbudte racer. Men problemerne og spørgsmålene er langt bredere.

Det handler om racesager og bidsager. Det handler om pensionsanbringelser og lange sagsforløb. Det handler om bevisbyrde, dokumentation og forskellige klageveje. Det handler om politiets ressourcer, ejerens ansvar og ikke mindst om, hvordan vi bedst forebygger, at mennesker og dyr kommer til skade.

Derfor bør hundeloven gennemgås hele vejen rundt.

Vi bør undersøge, om reglerne bygger på den bedst tilgængelige faglige viden, om de faktisk skaber den ønskede sikkerhed, om sagsbehandlingen er ensartet og proportional, og om hundeejeren har den retssikkerhed, man med rimelighed kan forvente i Danmark.

De mange hundredtusinde hundeejere i Danmark fortjener en lovgivning, som er forståelig, fagligt funderet og retssikker – og som samtidig beskytter både mennesker og dyr.

Hvis vi kan gøre det bedre, bør vi også gøre det.