Tag Archive for: Dyreklinikkens Artemis’ venner

Hjælp os at hjælpe andre!

Dyreklinikken Artemis har hele året haft en indsamling kørende.

Vores søde klienter har doneret brugt udstyr fra kæledyr til os.
Artemis distribuerer tingene videre til projekter, der hjælper dyr i nød i ind- og udland.

Rigtig mange mennesker har en overflod af ting til dyrene hjemme.
Snuden skal ikke mangle noget. Den dag snuden ikke vil lege med tingene mere, eller man finder noget nyt og spændende, ja så står man med en masse ting til overs.
Mange af tingene fejler ikke noget, men vores ”brug og smid væk kultur” gør, mange gode ting går tabt.  Det vil vi gerne ændre.

Når man siger farvel!
Et andet scenarie udspiller sig den dag, man siger farvel til sit elskede kæledyr. Ofte er der kurve, skåle, seler, snore, legetøj med videre tilovers fra et lang liv.
Bare at smide tingene ud virker forkert, da minderne jo hænger ved.
Vi har haft succes med at opfordre folk til at aflevere tingene til os, så andre kan få glæde af dem.

Nogle ting kan naturligvis gemmes, hvis man ved, der kommer en lille ny snude, men i mange tilfælde kan det være rart at ”starte på en frisk”.
Jeg håber det i fremtiden bliver helt almindeligt, man kommer på besøg efter det sidste farvel og donerer, hvad doneres skal.
Ved samme lejlighed kan man få en snak og et kæmpe kram – det kan nemlig være svært at gå tilbage til stedet, hvor en aflivning har fundet sted, da minderne vælter frem. Et besøg  kan derfor  give en fin afslutning, og der er plads til tårerne igen.

Konceptet!
Vores koncept er  ”apolitisk”. Vi vil bare gerne hjælpe dyr i nød. Vi har ikke tilknytning til en bestemt forening eller formål –  melder nogen sig med et godt formål, så er vi klar på at videregive, hvad vi aktuelt har.
Nogle gange er krisen akut opstået og i de tilfælde, er det fantastisk, så hurtig folk er til at komme og hjælpe. Bliv ved med det!
Min erfaring er at rigtig mange mennesker gerne vil hjælpe, men det nogle gange er svært at finde det rigtige formål og forum. Det håber jeg, Artemis kan hjælpe med.

I relation til vores indsamling af dyreting gentager vi derfor i år succesen og samler tøj og lignende ind – så har du aflagt tøj eller andre gode ting stående som udsatte grupper, kan få glæde af, så KOM med dem.

Vi sørger for, de bliver distribueret ud til de rigtige steder.

Brug december som en anledning til at få ryddet op og ryddet ud. Kom med tingene til os og så skal vi sikre, nogle får glæde af det.
Jeg lover, det ikke er noget med tingene sælges – det hele foræres væk….

TAK til alle Jer der i løbet af året er kommet med ting.
TAK til alle de frivillige fra foreningerne, der har hentet ting og sikret, de er endt de rigtige steder.

Jeg håber, vi i fællesskab i det nye år, kan hjælpe endnu flere dyr i nød…